På tur med
     
S/Y DREAM

       

Tilbage til Rejsebreve

FORBEREDELSE OG KLARGØRING

D. 24.04.2010

 

Nu, hvor beslutningen om en længere tur er taget, er der pludselig utroligt mange forberedelser og arbejder på båden, der skal foretages.

Kravene til sejlads på de europæiske floder og kanaler er noget anderledes end kravene til de hjemlig farvande. Flodskipperbeviset, CEVNI Certificate of Competence, blev taget for nogle år siden, men der er også krav til, at båden skal have en VHF-radio med ATIS nr., som sendes, når radioen anvendes. Båd- og flagcertifikat fra FTLF skal bestilles. Hertil kommer, at kanalkort og hollandsk Wateralmanac skal indkøbes.

Øvrige indkøb er utallige. Der skal reservedele med til motoren, så de mest almindelige og simple reparationer altid kan foretages. Der skal indkøbes nye fendere, dieseldunke, sikringer, brudstifter til bovpropel, gæsteflag, bådshager, benzingenerator, nødhjælpskasse og meget, meget mere. Solsejl (bimini) over cockpit skal også sys af sejlmager.

Endelig er der båden. Der er rigtig mange vedligeholdelsesarbejder, som nu skal udføres. Det har mange af dem også skullet de foregående år, men arbejderne er blot blevet udskudt til næste år. Den løsning dur ikke mere. Hele den primære el-installation skal bygges om. Batterier til start og til forbrug var ikke adskilt. Nu er der 3 batterikredse. 1 til start, 1 til forbrug og 1 til bovpropel/ankerspil med en samlet batterikapacitet på 570 Ah.

Vandlinien og den blå stribe langs vandlinien har været sat forkert af og har yderligere flyttet sig i forbindelse med montering af ny motor og ankerspil med ankerkæde. Derfor skal den blå stribe skrabes af og ny males, samtidig med at vandlinien sættes anderledes af. Mange propper i teakdækket er løse og der er flere steder utætte fuger. Det skal også repareres.

Tilliden til de gamle skroggennemføringer og ventiler er efterhånden lille. Mange af skroggennemføringerne er fra bådens byggeår og er dermed over 30 år gamle. Alt er i øvrigt udført i messing. Derfor er det besluttet, at alle gennenføringer, ventiler, slangestudse og fittings i øvrigt skal udskiftes til bronze, så vi ikke pludselig har en stor utæthed. Igen en større udgift.

Herudover er der en lang række mindre opgaver, som eksempelvis et montere pullerter midtskibs. De kan ikke undværes i sluserne. Tidligere var der kun pullerter i stævn og agter. Der er ombygning af gasflaskemontering, montering af nye afløb i dæk osv. osv. Herudover er der de sædvanlige vedligeholdelsesarbejder med lakering, bundmaling og polering.

Fald til storsejl i masten udskiftes. Når storsejlet skulle sættes, skulle vi tidligere på dækket. Dette ændres, så faldet bliver ført tilbage til cockpit, hvor nyt spil monteres. Endelig monteres træstativer på båden, så masten kan medbringes vandret. Vi vælger at lægge masten ned med det samme, i stedet for at rigge båden nu, for at skulle afrigge den igen når Travemünde nås.

Mon ikke, at vi og S/Y Dream er klar nu. Noget har vi sikkert glemt....